Som småbørnsforældre er det ikke unormalt, hvis sveden begynder at pible frem, når barnets fødselsdag nærmer sig. Det er selvfølgelig altid skønt, når guldklumpen fylder år, men hvis der skal holdes børnefødselsdag, kan det hele godt blive lidt af et cirkus. Der skal jo både laves invitationer, bages kage, laves aftaler med pædagogerne og meget mere. Men heldigvis kan du også give dit barn en dejlig fødselsdag, uden at det nødvendigvis kræver en masse stress og jag. Så længe du fokuserer på barnets ønsker uden at glemme dig selv i processen, skal det nok gå godt.

Inddrag dit barn

Det er trods alt dit barn, der fylder år, og derfor bør den lille naturligvis også være med i fødselsdagsplanlægningen. Du skal selvfølgelig ikke lade din søn eller datter styre slaget fuldstændig, for det kan hurtigt ende i en meget dyr og ekstravagant fødselsdagsfest. Det handler tværtimod om at finde en balancegang, hvor der både er plads til, at dit barn kan komme med input, og du kan sætte grænser. Fødselsdagstog, balloner og lækker kage er ofte en naturlig del af børnefødselsdage, mens hoppeborge og svømmehalsture måske ikke behøver at være med hvert eneste år. Forkæl dit barn med det populære fødselsdagstog og andre dejlige ting, men undgå at det hele tager overhånd.

Spørg om hjælp

Der er ingen, der forventer, at du kan få en børnefødselsdag op at køre ene mand. Det kan selvfølgelig lade sig gøre, men det hele bliver nok noget nemmere, hvis du spørger efter noget hjælp. Hvis du bor med en partner, er det selvfølgelig oplagt, men naboer, bedsteforældre og venner kan også være gode hjælpere i en presset situation. Måske kan farmor have kagen klar, mens du henter dit barn og kammeraterne i institutionen, og naboen kan måske melde sig til at stå for skattejagten eller et andet sjovt arrangement.