Klar til bilferie med hunden? Sådan forbereder du dig bedst til den lange køretur

17/10/2024

Klar til bilferie med hunden? Sådan forbereder du dig bedst til den lange køretur

17/10/2024
Bilferie med sin firbenede ven er én af de mest populære rejseformer, da det giver mulighed for en masse kvalitetstid sammen. Men inden du starter bilen og kører ud mod nye eventyr, er det vigtigt at sikre, at både du og din hund er godt forberedt. En vellykket bilferie med hund kræver mere end bare en pakket taske – det handler også om at gøre rejsen behagelig og tryg.   I guiden her får du de vigtigste tips og praktiske råd til, hvordan du gør både dig selv og din hund klar til årets bilferie, så i begge kan nyde turen fra start til slut.

1. Vælg den rette bil til turen

Vi kender alle følelsen af at sidde klemt i en bil – især på de lange ture – hvor pladsen virkelig bliver sat på prøve. Det kan være udfordrende nok i sig selv, og med en hund som rejsekammerat er det endnu vigtigere at have god plads i bilen. Når du planlægger en bilferie med din hund, er det derfor vigtigt at vælge en bil, der både er rummelig og komfortabel for jer begge.   SUV-modeller er ofte et godt valg, da de tilbyder masser af plads til både familien, hunden og bagagen. En bil som Mazda CX-60 har for eksempel god plads på bagsædet og et stort bagagerum, der nemt kan rumme både hundebur og familiens oppakning. Hvis du er i tvivl om den rette bilmodel, kan du altid få hjælp hos din lokale Mazda forhandler.

2. Pak nødvendige forsyninger og udstyr til din hund

Din firbenede ven har også brug for sine egne ting. Som hundeejer skal du huske at pakke hundekurv eller -tæppe, vandskåle, snor, sele, prutteposer, godbidder, medicin, plejeudstyr og legetøj. Derudover skal du sørge for at medbringe rigeligt med vand til turen, så din hund kan få noget at drikke undervejs.   Du kan med fordel også medbringe et solnet til bilen, som giver skygge og luft til hunden.   Hvis turen går udenfor Danmarks grænser, skal du sørge for, at din hund har et gyldigt hundepas. Visse lande kræver også specifikke vaccinationer, så det er en god idé at kontakte din dyrlæge i god tid forinden, så din hund opfylder alle indrejseregler.

3. Hold regelmæssige pauser

På bilferier med hund er det vigtigt at planlægge regelmæssige pauser. Hunde har også brug for at komme ud, strække benene og få lidt frisk luft – især på de længere strækninger. Sørg derfor at indlægge stop med jævne mellemrum, og gør pauserne til en hyggelig del af turen. Skal du selv bruge en pause til at tisse af eller få noget at spise? Husk, at det kan være livsfarligt at efterlade din hund i en parkeret bil ved høje temperaturer. Selv med vinduerne på klem kan temperaturen stige hurtigt og blive livstruende for din hund. Efterlad derfor aldrig hunden selv i bilen.

4. Sikkerhed for din hund

Når du transporterer din hund, skal du vælge en metode, der både er behagelig og sikker. I Danmark er det lovligt at bruge en speciel hundesikkerhedssele, som fastgøres i bilens sikkerhedssele, en godkendt transportkasse eller et sikkerhedsgitter i bagagerummet.   Det kan være en god idé at afprøve forskellige løsninger for at finde den, der giver din hund størst tryghed og ro. Vær dog opmærksom på, at der kan være forskellige lovkrav til hundetransport i andre lande, så sørg for at sætte dig ind i reglerne, inden du krydser grænsen.

5. Vælg en hundevenlig feriedestination

Sørg for at vælge en hundevenlig feriedestination, hvor det er tilladt at medbringe din pelsede ven. Vi anbefaler, at du booker dine overnatninger i god tid og sørger for at undersøge, om det er tilladt at have hund på værelserne. Heldigvis tilbyder mange hoteller, ferieboliger og campingpladser mulighed for at medbringe hunden – ofte mod et lille ekstra gebyr.

6. Træn din hund til at køre i bil

Ikke alle hunde er vant til at køre lange ture i bil, og nogle kan blive nervøse eller endda køresyge. For at undgå ubehagelige situationer kan det være en god idé at vænne din hund til at være i bilen gradvist.   Start med kortere ture, hvor hunden kan lære at slappe af og vænne sig til bilens lyde og bevægelser.    Hvis du har interesse i uddannelser med dyr, kan du endda lære mere om, hvordan du bedst støtter din hund i at have den rigtige adfærd på eksempelvis bilture. Med regelmæssig træning kan du gøre bilkørsel til en tryg og positiv oplevelse for din hund.

God ferie til jer alle

Hvis du har styr på det hele, så er der kun tilbage at ønske jer en rigtig god bilferie.